Se alle fotos fra vandreturen på Korsika.
Se vores Korsika video.
Se tips og tricks til pakningen, når man skal på hiking-ferie.

Efter mange måneders intensivt arbejde med at få Boost Adventure og Ny Sport lanceret, trængte vi alvorligt til at fortage os noget helt, helt andet for en tid. Det blev til en 14 dages vandretur på Skønhedens ø, Korsika, der ligger midt i Middelhavet. En fantastisk ø med formidabel smuk og varieret natur, der gang på gang fik fruen her til at tabe underkæben i målløs forundring over, hvor smuk en verden vi lever i.

Udsigtspunkt ved Galleria (GPS N42,41661 Ø8,65636)

Dette var min første rigtige vandreferie, og det var en på alle måder grænseoverskridende, hård, fantastisk og anderledes oplevelse for en tøs som mig, der ellers har haft for vane at måle en ferieturs succes på poolens beskaffenhed, minibarens indhold og shopping mulighederne i nærområdet.

Hver ting til sin tid. Jeg bliver næppe nogensinde en ortodoks fuldblods vandrer, men har bestemt fået smag for dele af hiker-livets glæder. Enkeltheden, uforudsigeligheden, nærheden og intensiteten for eksempel. At man så samtidig skal lugte af gammel ged, sove på hård klippegrund samt undvære sine uundværlige Gucci-solbriller og vanlige Gourmet-føde - se det mener jeg klart er en fejl, der må rettes op på, når vi næste gang drager af sted. 

Fruen blev sgu lidt stram i betrækket, da hun for fjerde dag i træk skulle leve af astronautføde. Nå ja.

I det følgende har vi samlet lidt af hvert fra vores fantastiske hiking tur på Korsika. Er du selv på vej til Korsika, så kan du forhåbentlig her finde lidt ny inspiration. Tjek også vores pakkeliste, hvis du planlægger en længere vandretur. Vi brugte lang tid på at optimere vores oppakning, så den blev så let som mulig, så måske kan du her hente et fif eller to.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg, er du selvfølgelig meget velkommen til at skrive til os på mail@boostcompany.dk.

Fra Bastia via GR 20 i bjergene til kysten

Vores rute var delvist planlagt hjemmefra, men vi ændrede den undervejs afhængig af humør og lyster. Vi vandrede i gennemsnit 6-8 timer om dagen. Alle etaper forløb i bjerge med mange op- og nedstigninger.

Korsika byder på de smukkeste landskaber, man kan forestille sig. Høje bjerge, dybe kløfter, turkisblåt vand og mangfoldige, overvældende og uforglemmelige udsigter. Der findes et hav af vandreruter på øen, og der er noget for alle niveauer fra begyndere til hardcore-vandrerer.

Hårdest var naturligvis etaperne på GR20, der er kendt og berygtet som Europas sværeste vandrerute, og som blandt andet byder på klippeklatring i 2.000 meters højde. Av min arm, siger jeg. Det var sgu lige en kende for barskt for en klatrenovice som mig.

GR20 er knap 200 km lang, løber fra Calenzana i nordvest til Conca i sydøst, og estimeres til sammenlagt 15 dagsetaper. Den nordlige del af ruten er kendt som den mest udfordrende, men samtidig også den smukkeste. Læs alt om GR20 ruten her.

Vores rute endte med at se ud som følger:

1. København-Bastia (fly)
2. Bastia-Tattone (tog/bus)
3. Tattone-Refuge de Pietra Piana (GR20)
4. Refuge de Pietra Piana-Refuge de Manganu (GR20)
5. Refuge de Manganu-Castel di Verghio (GR20)
6. Castel di Verghio-Evisa (Mare a Mare Nord)
7. Evisa-Porto (Tra Mare e Monti)
8. Porto-Gratelle (Egen rute)
9. Gratelle-Girolata (Tra Mare e Monti Variante)
10. Girolata-Galeria (Tra Mare e Monti)
11. Galeria-Calvi (tomlede)
12. Calvi-Nice (færge)

Korsika spots, der kan anbefales
Turen var fyldt til randen med smukke, smukke steder, så en liste over anbefalelsesværdige spots bliver hurtigt alenlang. På Korsika behøver man faktisk slet ikke opsøge noget. Bevæger man sig rundt, så er de der bare - de der enestående steder, hvor tiden står stille, og dagligdagens problemer pludselig virker uendeligt små.

Skulle vi vælge nogle steder ud, så bliver det disse. Her ramte underkæben for alvor klippen. Verdensklasse, ganske enkelt.

1. Udsigtsposten ved Galeria / P-pladsen (GPS N42,41661 Ø8,65636)
2. Nino-søen (GPS N42,25456 Ø8,93946)
3. Det grønne "troldelandskab" umiddelbart før Ninosøen (GPS N42,24406 Ø8,96636)
4. Ovenfor Rhinoso-søen oplevede vi både sne og yndige mosgrønne kilder (GPS N42,20730 Ø9,03677)
5. At bade i en af de mange "pools" i bjergene er et must. Tjek f.eks. dette ud (GPS N42,18258 Ø9,07701)

Korsika byder på masser af smukke "badekar" i bjergene. Super cool, på alle måder.

Det kan ikke anbefales: At besøge byen Girolata

Girolata er et lille fiskerby ca. 30 km nord for Porto, der alene kan nås til fods eller til vands, da ingen rigtige veje fører hertil. Dette gamle fiskerleje er kendt for at ligge guddommeligt smukt, hvorfor turister i stor stil valfarter hertil.

Man kan ikke tage fra stedet, at det ligger smukt. Men da der er masser af andre mindst lige så smukke spots på Korsika, bør man kun tage denne tur, hvis man er en souvenir-freak med hang til "sild-i-tønde oplevelser" og i øvrigt ikke har noget imod at betale tæt ved 50 kr. for sin velfortjente (pinde)is.

Girolata består af en lille havn, en lille stenet strand samt en promenade med dyre, dårlige caféer og shops, der på klassisk kræmmermarkedvis forsøger at indfange det hav af turister, der i fast rutefart ankommer i turistbåde fra Porto og Calvi. Enhver kystby uden respekt for sig selv har turbåde til dette forfærdelige sted, og det koster oven i købet kassen at sejle dertil.

Kommer man i stedet til fods, medgiver vi, at man får en ok smuk gåtur ud af det med flotte kig ud over Girolata bugten samt - hvis man starter sin vandretur ved La Croix Passet, som de fleste gør - mulighed for stop på en fin lille strand cirkus halvvejs.

Det kan ikke anbefales: At gå med brød eller andet spiseligt i hånden på veje med vildsvin!

Korsika er generelt herligt fri for farlige dyr og kryb, hvilket er en kæmpe fordel for en tøsetøs som mig, der var noget nær et rystende nervevrag på sidste års vandring i de polske skove. På Korsika bød de heldigvis kun på harmløse gekkoer, vilde heste og køer, muldyr samt et par enkelte snoge.

Men så var der altså desværre også de der temmelig trælse vildsvin, der dukkede op her, der og alle vegne. Vi mødte dem både dér, hvor vi ellers troede vi var helt alene i verden. Dybt inde i en skov oplevede vi f.eks., at Lars trådte på et sovende vildsvin, som han forvekslede med en stor sten. Jeg ved sgu ikke helt, hvem der hylede højest - mig eller svinet.

Men især mødte vi mange trælse vildsvin omkring campingpladser og strande, hvor de holdt til i store flokke for at skaffe mad. En dag, hvor vi lige havde hentet brød hos købmanden og derfor havde et baguette stikkende halvt ud af rygsækken, oplevede vi - til min store skræk og rædsel - at et vildsvin fik færten af det nybagte brød - og promte stak i løb efter mig.

Da jeg hørte de mange kilo og poterne mod asfalten i skarp trav lige bag mig, så gjorde jeg selvfølgelig det, som Lars ellers havde belært mig om, var det sidste jeg måtte gøre: Jeg satte også i løb. Ren refleks. For hulen da, jeg var jo kongeræd.

Lars måtte således ty til en hurtig redningsauktion og fik da også hurtigt stoppet mig med et hårdt armgreb. Mens han havde sit hyr med at holde mig fast, fik han vendt sig mod det fremadstormende vildsvin, truede det med løftet hånd indeholdende en stor sten samtidig med at han med høj, overbevisende røst gentagende gange skreg til svinet: "Non, Non, Non - Je dis Non"!

Vi diskuterer fortsat, om jeg mon ville kunne løbe hurtigere end et vildsvin, hvis jeg havde fået lov? Og om det mon er nødvendigt at tale fransk til et korsikansk vildsvin?

Det kan ikke anbefales: At gå på GR 20 som klatrenovice - uden kort med angivelse af sværhedsgrader

GR20 regnes for at være Europas smukkeste, men også hårdeste vandrerute. Det kan ikke anbefales at give sig i kast med GR20, medmindre man er en rutineret vandrer med gode orienteringskundskaber. Da Lars er det, og da jeg desuden er i en ok form, mente vi, det var fuldt forsvarligt at tage af sted.

Det var det også. Set i bakspejlet i hvert fald. Men ét sted undervejs var jeg nu helt overbevist om, at min sidste dag var kommet. Det var måske mere tanke end realitet, men føj, det bliver den første, den sidste og den eneste gang, jeg giver mig i kast med klatring i 2.000 meters højde uden sikkerhedsudstyr.

Kunne vi lave det om, ville jeg klart have undgået disse svære klatrepassager. Det kunne vi nemt have gjort, hvis vi bare havde investeret i et af de mange detaljerede vandrekort, der sælges på øen. Her er det nemlig nøje beskrevet, hvor de svære passager er, så man kan opsøge eller undgå dem, afhængig af temperament.

Mit møde med en af GR20s svære klatrepassager skete allerede på 2. dagen på etapen fra Refuge de Pietra Piana til Refuge de Manganu. Den første halvdel af turen gik fint og var meget smuk. Vi vandrede bl.a. i sne og gik igennem de vildeste landskaber med smukke søer og spændende, nem klatring over store klippeblokke.

Sus-Mus som klatremus - For once in my life..:-)

 Men omkring halvvejs begyndte det at blive svært. Jeg er ikke glad for højder og samtidig alt andet end en erfaren klatremus. Lars talte mig igennem på bedste vis, mens jeg blev stadig mere ordknap og klam efterhånden som sværhedsgraden steg.

Vi klatrede med opbakning over klipper, hvor man skulle hive sig op via kæder og klatre frem på steder, hvor det - for mig at se - virkede som om, at slap man, så røg man direkte lodret ned i afgrunden. Jeg var derfor rædselsslagen, men indså, at vi nu var så langt, at det var lige så slemt at fortsætte frem som at vende om.

Lars måtte oppebære alle sine pædagogiske evner for at få talt mig igennem, så jeg ikke stoppede op og nægtede at bevæge mig videre. Det var sgu blevet dyrt, hvis jeg var endt med at skulle hentes i en helikopter. Men heldigvis bevarede jeg fatningen og kom igennem. Mange døgn efter var jeg præget af oplevelsen, men nu er jeg vel mest af alt bare stolt af, at jeg har klaret mig igennem en af de GR20's svære passager. Jeg gør det med sikkerhed dog aldrig igen.   

Vi tog sjovt nok ingen billeder på denne del af turen - eller video for den sags skyld - da alle ressourcer måtte bruges på at få mig igennem. Men her er et par fotos, som andre har taget fra denne GR 20 etape:

http://travel.webshots.com/photo/1115596790050274438dUxYxJ
http://www.dailymotion.com/video/xwobl_corse-gr-20-etape-7-lacs_travel

Vi vandrede i alt 4 dage på GR20, før vi slog over på den noget nemmere Mare a Mare Nord. Vi fortryder ikke et øjeblik, at vi valgte at give os i kast med dele af GR20, for denne rute i bjergene gav os absolut nogle af de allesmukkeste oplevelser på hele turen. Flere af GR20 etaperne er i øvrigt uden svære passager, f.eks. fra Refuge de Manganu til Castel di Verghio, og disse etaper kan således sagtens gennemføres, også selvom man ikke lige er den fødte klatremus.

Hun kom, hun så, hun sejrede..

Det kan ikke anbefales: at hitchhike med hundeejere.

Vi kan naturligvis ikke ligefrem anbefale at tomle den, for der er selvsagt altid en risiko herved. Men skal man blaffe, så er Korsika et absolut fremragende sted at give sig i kast med denne disciplin. Vi fik en lift i alt tre gange på turen. Alle tre gange gik der max. 5 minutter, før der var en bil, der stoppede. Genialt. Altså næsten. For den ene gang var jeg godt nok ikke helt tilfreds.

At vandre på landevej er ikke lige noget for os, så vi tyede til at hitchhike i stedet

Vi blev taget op af et sødt, men om muligt endnu mere beskidt par end os, der var på ferie i deres autocamper. De spørger, om vi har noget imod, at de har hunde. Nej da, siger vi frejdigt, hvorpå de åbner døren til camperen.

Stanken er det første, der rammer os, før vi ser vi de store og møgbeskidte hunde, der ligger på hver deres sæde. De bliver nu genet ned på gulvet - værsgo', vi får så hver vores hundesæde. Parret er søde og hundene gør ikke en kat fortræd, men stanken er ulidelig, og jeg er tæt på at kaste op, da Lars pludselig hvisker: er dine bukser også våde? Og nej, det var hverken en kæk bemærkning eller en sexet opfordring, men slet og ret de kolde kendsgerninger:

Vi sad i (hundepis) til halsen. Ak ja, så har man også prøvet det.

Senere mødte vi de to søde hundeejere et andet sted på øen, hvor de stoppede ved vejkanten for at høre, om vi ville køre med dem igen: "Hvor søøødt af jer, men nej, i dag tror jeg vi går, tusind tak."

Det kan ikke anbefales: At drikke vand fra usikre kilder.

På Korsika er der masser af kilder, der byder på det mest fantastiske drikkevand - især i højderne. Som vandrer har man naturligvis særlig stor fornøjelse heraf, og vi tankede da også - som man altid bør gøre - camelbak'en helt op, hver gang vi stødte på frisk vand.

Men en dag, hvor vi kom sent til campingpladsen i Gratelle, var butikken lukket, og vi havde ikke mere vand. Campingbestyreren forsikrede os om, at vand fra hanen var fint og sagtens kunne drikkes. Så det gjorde vi. Men det skulle vi aldrig have gjort.

Det næste døgn var vi piv-syge. Jeg skulle hilse og sige, at det bare ikke er sjovt at være syg, når man bor i et dværgtelt, sover på et 0,5 cm tykt liggeunderlag, og når det eneste toilet i miles omkreds er et hul i jorden. Nok om det. Næste gang tager vi et par af de der tabletter med, der kan rense vandet, når man er det mindste i tvivl om kvaliteten, ja vi gør.

Som Lars plejer at sige: når man er træt nok, kan man sove hvor som helst. Det har jeg så også lært nu.

Vel hjemme i Danmark igen med rygsækken fuld af fantastiske oplevelser sker der det fantastiske, at jeg pludselig fanger mig selv som noget nær nærmest lykkelig, fordi stolen har ryglæn, koppen er fyldt med rigtig kaffe, telefonen virker, manden dufter lifligt at badesæbe og jeg af Chanel.

Ak ja, alting her i livet er relativt. For at kunne holde fast i værdien af det middelmådige liv, som de fleste af os trods alt lever, så må man til tider bevæge sig ud i noget, der for den individuelle er en yderlighed. For det er hér, du bliver bevidst om de simple værdier. Det er hér, du for alvor rykker dig både fysisk og mentalt. Vores vandretur på Korsika var klart grænseoverskridende set i forhold til mine vanlige normer. Derfor lærte jeg ikke så lidt. Lur mig, om det ikke viser sig sundt. 

___