tekst

hvid

Succesfulde sommerkurser på idrætshøjskolerne

15-03-2010

Så gjorde jeg det igen: kom for sent til bestilling af sommerferieugen på idrætshøjskole. Nordjyllands Idrætshøjskole og Oure melder begge alt udsolgt i de uger, vi gerne ville af sted. Jeg har ligesom prøvet det før. 3 år - dog ikke i rap - er jeg kommet for sent ud af starthullerne. Jeg burde jo have lært det. Men. Nå ja. Sendrægtighed er ikke en egenskab, det er sådan lige at lægge fra sig.

Idrætshøjskolernes sommerkurser er gået hen og blevet lidt af et tilløbsstykke. Jeg hørte forleden, at en af skolerne kunne melde udsolgt halvanden time efter, de udbød pladserne til salg. Vildt. Jeg forstår godt ferieformens popularitet. Det er fed ferie for både små og store med tonsvis af muligheder for seje aktiviteter, nye relationer og spændende oplevelser. Sidst, men ikke mindst, så er det rasende billigt. I hvert fald set i forhold til alternativer som f.eks. en rejse sydpå.

Heldigvis kommer der stadig flere tilbud i en lind strøm. Der er efterhånden noget for enhver smag. Vi nævner i flæng: Adventure Race i Ry, Power Week og eventyrlig familiegolf i Aalborg eller Fridykkeruge og havkajak i Isterød. For de knap så vilde er der f.eks. en uge i naturen på Samsø. Ligesom der er tonsvis af tilbud til alle, der ikke er til idræt, men som hellere vil tegne, debattere, læse eller fordybe sig.

Well, vi står nu med en tom uge, der skal fyldes med noget spændende. Jeg smutter fluks forbi dette højskole website, der giver et fremragende overblik over mulighederne. Er vi heldige, finder vi noget, der både lyder oplevelsesrigt, og som ikke er udsolgt.

Venstre
Design, tekst & foto af Boost Company