Bag om Boost Company
Fordi vi ikke kunne lade være
I foråret 2009 tog Lars og jeg den vildeste beslutning. Vi ville starte egen virksomhed. Den 1. maj blev Boost Company etableret.
Vi kastede os ud i livet som iværksættere, fordi vi ikke kunne lade være. Vi var begge travle karrierefolk med fantastiske jobs. Men passionen var langsomt hen ad vejen gået fløjten. Timingen var perfekt, da vi havde muligheden for at skrue de private, faste omkostninger ned til et minimum.
Lysten til at skabe havde vi begge haft længe, og sådanne lyster er ikke sådan at slippe af med igen. Som dagene og årene er gået, er det komme til at lyde stadig mere hult at sige "i morgen". Det måtte vi gøre noget ved.
I dag har vi derfor skiftet den faste løn ud med en - forhåbentlig midlertidig - nulindkomst.
Et år på skolebænken
Da vi besluttede os for at starte egen virksomhed, havde vi mange løse idéer, men ingen klar plan. Vi nåede dog hurtigt frem til, at vi gerne ville arbejde med sport - og internettet. Samtidig var vi enige om, at vi ønskede at udvikle projekterne selv så langt, det var muligt.
Vi havde begge stor erfaring med internetprojekter ud fra et strategisk og brugermæssigt perspektiv. Men når det kom til den konkrete publicering af et website, så anede vi absolut intet.
Hvordan udvikler man et website, og hvordan designer man det? Hvordan får man en god placering på Google, og hvordan optræder man i de sociale medier? Listen af spørgsmål var uendelig, mens vores viden om svarene var uhyggelig tæt på nul.
Det lå lige til højrebenet at alliere os med eksperter på alle disse områder. Vi havde sat penge af hertil, og det var fristende at gå den lige vej. Men vi endte med at beslutte os for en lille omvej. Vi ville investere det første år af vores tid som selvstændige i egen oplæring.
Det resulterede i op til flere svendestykker
Konkret har læretiden udmøntet sig i lancering af tre websites: boostcompany.dk, bostadventure.dk og boostmarathon.dk. Ingen af disse projekter er kommercielt funderet, da den grundlæggende idé var at bruge dem som platforme for vores læring.
Vi står således selv bag alle elementer på disse sites: webudvikling, tekster, fotos, design etc. Dertil kommer tilknyttet søgeordsoptimering, profilering på sociale medier m.v., der også har været vigtige dele af læringsforløbet.
Vi har stadig meget at lære. Men vores intensive læretid er ved at være forbi, og de næste Boost projekter er kommercielle. Fremover vil vi derfor samarbejde med eksperter, på de områder, hvor vores kompetencer ikke rækker.
___