BOOST COMPANY
Valby, København

mail@boostcompany.dk

Telefon +45 40 46 80 03
Telefon +45 21 85 73 85

tekst

hvid

Bag om Blogger Rockeren

Den korte version
Født 1966, kæreste med Lars, mor til Amanda, bor i Valby. Har tidligere arbejdet for La Santa Sport, Ekstra Bladet, JP/Politikens Hus og TV 2.

Knivskarp, kreativ, højrøstet, vedholdende, idérig, analytisk og super social Fitness-tøs med hang til store armbevægelser, godt design, hiking, sushi & skumfiduser, svensk visesang samt seje solbriller - bare for at nævne noget.

Griner ofte og højt, taler meget og skriver langt. Mestrer heldigvis også resuméer. Et sådant har du netop fået. Nu over til den lange version.

La Familia Moderna
Jeg hedder Susanne (f. 1966) og er kæreste med Lars (f. 1961). Vi bor sammen i en lejlighed i Valby. Jeg har en datter, Amanda (f. 2001), og Lars har Cathrine (f. 1994).



Vores børn tjekker ind og ud, som de delebørn, de er. De pendulerer i fast rutefart mellem os og henholdsvis far og mor. På vaskeægte moderne vis har vi derfor nogle uger med ét barn i hytten, nogle uger med to, mens andre uger er rendyrket voksentid.

Privatbudgettet barberet, da iværksætterplanen blev lanceret
Både Lars og jeg har en baggrund i det nordsjællandske med store huse, biler, sommerhuse - og hvad der ellers dertil hører. Et liv med fokus på alle de materiale ting, der nærmest per automatik følger med, når man hæver en god, fast løn.

Før vi kunne udleve vores iværksætterdrøm, var det helt nødvendigt, at der blev skruet gevaldigt ned for de store armbevægelser. Og det blev der så. Skulle jeg hilse at sige.

For at mindske presset på vores økonomi i forbindelse med opstarten af Boost Company traf vi nemlig den heroiske beslutning, at vi ville skære de faste omkostninger ned til et minimum. Post for post blev nøje gennemgået, og alt hvad der kunne ryge, det røg.

Fra Ligusterhæk og kummefryser til 2V med baggård
For at gøre den lange historie kort, betyder det, at vi i dag har skiftet 2920-kummefryseren og ligusterhækken ud med en 2V i Valby, mens husholdningsbudgettet fra den ene dag til den næste blev mere end halveret.

Tro mig: at skære så dramatisk ned på samtlige omkostninger er sgu ikke en øvelse for børn. Eller rettere for forstadsfruer. Men når det er sagt, så er det der halløj, om at minimalisme gør sjælen godt, måske slet ikke så langhåret og tosset endda?

Fra telesalg til direktionsgang
Det store mediehus på Rådhuspladsen, JP/Politikens Hus, har i mange år været mit andet hjem. Her har jeg bevæget mig vidt omkring. Jeg startede på Ekstra Bladet, hvor jeg fik en klassisk, kommerciel karriere indenfor salg og marketing. Blandt meget andet har jeg været salgschef, analysechef og udviklingschef, og jeg byggede Ekstra Bladets første Telemarketing Annoncesalg op fra bunden.

Ekstra Bladet er den fedeste arbejdsplads fyldt med de mest fantastiske mennesker, der tør, hvor andre tier og lever stærkt, mens andre keder sig ihjel. Sådan kort fortalt.

Senere fulgte nogle anderledes, men lige så fede og lærerige år på den eftertragtede direktionsgang, hvor jeg arbejdede for nogle af mediebranhcens største personligheder. Det er iøjenfaldende, hvor mange af mediebranchens største navne, der har en fortid i JP/Politikens Hus. Måske fordi, det er et langt mere end en arbejdsplads. Det er en måde at leve på.

Der kommer et tidspunkt, hvor i morgen bliver til i dag
Før mit vilde spring ud i iværksætteriet blev det til et års tid som PA for direktionen på TV 2. Endnu en fantastisk mediearbejdsplads, og det var derfor ikke en nem beslutning at droppe ud nærmest før, jeg var begyndt.

Men det der med at starte for sig selv - ja, det trak altså bare for vildt. Måske blev jeg ramt af den klassiske 40-års krise? Indtil de fyrre har man med overbevisning i stemmen kunne sige "i morgen", men pludselig begynder det at lyde lidt hult. Jeg nægter i hvert fald at sidde som 80-årig og mimre: - Hvorfor prøvede jeg dog ikke? Den erkendelse blev starten på Boost Company.

Hvorfor opretter mokken så bloggen?
Jeg har altid skrevet meget. Hele mit liv har historier, ordspil og sproglige finurligheder fyldt i mit hoved. Jeg er vild med det danske sprog, og jeg elsker at udtrykke mig på skrift.

Samtidig har forskellige former for skriftlig formidling været væsentlige elementer i mit professionelle liv. Jeg har således forfattet og redigeret oceaner af beslutningsoplæg, strategipapirer, pressemeddelelser og bestyrelsesnotater. Mums, at få lov til at krybe i hule bag PC'en for der at lege med ord, kommaer, stil og budskaber.

Men når man skriver for og til en målgruppe, der tæller Danmarks ypperligste forretningshoveder - oven i købet med budskaber, der ofte flytter ganske anseelige beløb - ja, så er der bare ikke plads til megen sproglig leg og lir. Beslutningsnotater skal være faktuelle, ikke underholdende. Naturligvis.

Min glæde ved at skrive faktuelle notater forsvinder aldrig. Men samtidig har min lyst til også at forsøge mig med den knap så formfulde skrivegenre vokset sig stor. Uha, at få lov til at fyre bemærkninger af direkte fra hoften - ingen korrektur, ingen standarder, ingen fast form. Det er da en drøm.

Nu er drømme heldigvis til for at blive realiseret. En af mine bliver det lige præcis her. Velkommen til min blog.

____

tekst

Hvem hulen er den Blogger Rocker?

Venstre
Design, tekst & foto af Boost Company