Artikel i magasinet LUKSUS
#53, februar-marts 2010

Et boost til eventyret
ADVENTURERACE. "Lugt sveden, mærk smerten, del sejren og vær tosset med de tossede". Sådan lyder det fra den nyligt opstartede adventureportal på nettet, der har til formål at skabe et univers om og for den danske adventure racer. Portalen henvender sig til både eliteudøveren, unge, der ønsker at prøve kræfter med nye sportsgrene, løbsarrangører og andre nysgerrige sjæle.
Bag Boost Adventure står Boost Company, der er ejet af Lars Rathje og Susanne Valentin. Hvor Lars er aktiv adventure racer, er Susanne både ekstrem og sportsudøver - dog aldrig samtidig - og hun har derudover en baggrund i mediebranchen. Kombinationen af Lars' passion for adventure race og Susannes baggrund indenfor medier er drivkraften bag portalen, som i skrivende stund har to måneder på bagen.
Deres formål med portalen har været at skabe et nyt og fast mødested for alle interesserede, der på længere sigt forhåbentlig også vil medvirke til at øge opmærksomheden på sporten. Derudover ønsker arrangørerne med sitet at give inspiration, overblik og fællesskab. Dette er langt hen ad vejen lykkedes med boostadventure.dk, der både er et overskueligt og gennemarbejdet site. Til trods for at sitet først lige er startet, er der allerede godt gang i forummet, hvor alle kan dele tips og erfaringer.
Kalenderen er tæt pakket og opdateret med både danske løbsmuligheder og adskillige løb verden over. Derudover er der et udbygget nyhedssite, længere beretninger fra tidligere adventure races samt video- og fotofortællinger. Alt sammen gode inspirationskilder til at læse sig nærmere ind på adventure race.
En beretning fra sitet om AdventureTeamClaire.dk, der begav sig i kast med OMM - The Original Mountain Marathon 2009 - lyder bl.a.: "Dette års udgave blev afholdt i Elan Valley i Wales. Da terrænet blev offentliggjort efter tilmeldingen, blev vi chokerede: Området var kendetegnet ved "babyheads" og udstrakte sumpe, og løbere med lange ben ville have en fordel. De stejle bjergsider var vi indstillede på. Vores forventninger var, at vi skulle gå, når det gik (stejlt) op ad, men at vi ellers skulle løbe resten af løbet. Men vi havde på ingen måde forudset det ekstreme terræn, som Elan Valley bød på. På grund af terrænet måtte vi dog vende vores strategi 180 grader - så vi løb opad og gik på toppen!".
Beretningen giver yderligere indblik i deltagernes indfriede forventninger og erfaringer fra løbet og er blot én af de mange interessante beretninger, der allerede findes på sitet.
Sitet giver også indblik i regler, roller og udstyr, og der er derudover en oversigt over alle danske hold inden for adventure race, så det er også et godt site at besøge, hvis du har mod på at give dig i kast med sportsgrenen.
Boostadventure.dk favner bredt og dybt - og det kommer til at kræve et godt stykke arbejde fra arrangørernes side at holde de forskellige aktualiteter opdaterede. Indtil videre er der ikke en finger at sætte på hverken produktet eller indsatsen. Boostadventure.dk er også på Facebook, hvor arrangørerne løbende vil orientere, når der sker nyt - og så kan du dele sitets eksistens med din vennekreds.
Det taler klart til projektets fordel, at der ikke er nogen kommercielle interesser involveret, og portalen er således udviklet i fritiden og lanceret uden økonomisk støtte.
Deres tilgang til projektet er ydmyg - og budskabet er klart: "Hjælp os med at skabe et adventure univers, der sparker røv". LUKSUS tager hatten af for initiativet og det utrolig flotte startskud. (svw)
___
Kilde: Outdoor og eventyr magasinet LUKSUS # 53, februar-marts 2010